En videoafhøring
Anita er sagsbehandler i en mindre kommune og er blevet bedt om at være socialforvaltningens repræsentant ved en videoafhøring af en 5-årig pige, hvor der er mistanke om at hun har været udsat for seksuelle overgreb, begået af en onkel. Anmeldelsen er foretaget af pigens mor efter en familiefest, hvor Emma har fortalt, at onklen har kysset hende på munden. Emma har også fortalt, at hende og onklen har en hemmelighed, men mere vil hun ikke sige.
Inden afhøringen gør Anita sig forskellige overvejelser omkring hendes rolle som socialforvaltningens repræsentant. Anita kender Emma og hendes familie som har været i kontakt med socialforvaltningen i nogle år, idet Emmas storebror på 12 år er anbragt i familiepleje. Desuden har Anita gennem de sidste par måneder modtaget flere underretninger fra Emmas børnehave. Her er de bekymrede, idet Emma har forandret sig fra at være en glad og udadvendt pige til mere trist og indesluttet. Hun bliver nemt ked af det og søger kun en bestemt pædagog i børnehaven, som hun er tryg ved. Anita har været på flere hjemmebesøg hos familien, hvor hun har haft samtaler med moderen alene og sammen med Emma. Hende indtryk af Emma er, at hun er en meget stille og lidt genert pige.
Anita: ”Jeg tænkte meget over dét, at jeg jo kendte familien på forhånd. Det undrede mig, at Emma pludselig ændrede adfærd, men jeg tænkte slet ikke på, at hun måske havde været udsat for overgreb. Først blev jeg lidt irriteret på mig selv, fordi jeg slet ikke havde haft det i tankerne, samtidig var jeg usikker på min rolle i forløbet. Derfor gik jeg til min nærmeste leder, som anbefalede mig at ringe til politiet for at få en snak om afhøringen. I første omgang fik jeg fat på vagthavende, som viderestillede mig til den specialuddannede betjent, der skulle forestå videoafhøringen. Betjenten fortalte mig om proceduren omkring videoafhøringer og vi aftalte, at jeg skulle snakke med Emmas mor om hvem der skulle være Emmas tryghedsperson under afhøringen. Betjenten fortalte desuden, at der var beskikket en bistandsadvokat for Emma og at hende og bistandsadvokaten allerede havde været på besøg hos Emma og hendes mor som et led i politiets procedure for at Emma skulle få lejlighed til at møde betjenten inden afhøringen."
Efter samtalen med betjenten ringer Anita til Emmas mor og sammen aftaler de, at Anita ringer til den pædagog henne i børnehaven som Emma er mest tryg ved, for at bede hende være den, der er til stede i afhøringslokalet som Emmas tryghedsperson.
”Jeg kunne høre på moderen, at hun var meget påvirket af hele situationen. Hun havde allerede fået vejledning fra politiet om at hun ikke måtte spørge Emma om hendes oplevelser med onkelen inden afhøringen og det var rigtig svært for hende at have med at gøre. Jeg fik arrangeret det sådan at vores familierådgiver tog ud og tog en snak med hende, så hun kunne få læsset af. Selv syntes jeg også at det var et frygteligt dilemma, at jeg af hensyn til Emmas vidneudsagn ikke kunne tilbyde Emma og moderen egentlig psykologhjælp før efter afhøringen”
Pædagogen i børnehaven siger ja til at være med til afhøringen af Emma og dagen efter møder Anita til afhøringen af Emma i politiets lokaler. Videoafhøringslokalet er indrettet med en sofa, et lille sofabord med glasplade og en lænestol. Der er et par bamser og nogle børnetegninger i rummet. På væggen overfor sofaen hænger videokameraet. Det er rettet mod sofaen hvor Emma skal sidde sammen med en voksen, der skal deltage som Emmas tryghedsperson. Den mikrofon, der skal optage afhøringen er skjult i en lampe.
”Da jeg møder i politiets lokaler har jeg har på forhånd fået at vide, at jeg skal være i monitorrummet overfor. Jeg tænkte på Emma og at det var rart at opleve, at man ikke skulle igennem politistationen for at komme hen til afhøringslokalet, men at de lå i en bygning på den anden side af vejen. I monitorrummet var teknikeren ved at tænde for den video der skulle optage afhøringen. Emmas bistandsadvokat, politiets sagsbehandler, den specialuddannede videoafhører og Emmas onkels beskikkede advokat var allerede til stede i lokalet. Jeg kunne se at afhøreren havde lavet et manuskript for afhøringen på baggrund af de oplysninger hun havde i sagen. Hun konfererede med de to advokater om der var spørgsmål de på forhånd ønskede svar på fra Emma. Jeg tænkte på om der var noget jeg skulle sige, men gjorde det ikke.”
Dørene til monitorrummet lukkes og afhøreren går ud for at tage imod Emma og hendes mor som kommer sammen med pædagogen fra børnehaven. Emma, pædagogen og videoafhøreren går sammen ind i afhøringslokalet. Emmas mor venter udenfor og afhøringen går i gang.
”Jeg havde forinden talt med pædagogen om rollen som tryghedsperson, så hun var forberedt på at hun ikke måtte svare på eller stille Emma spørgsmål under afhøringen, eller på anden måde opfordre Emma til at sige noget bestemt. Det synes jeg hun klarede flot. Emma var tydeligt beklemt ved situationen, men det lykkedes alligevel afhøreren at få skabt en atmosfære, hvor Emma følte sig tryg nok til at fortælle, at onkelen havde kysset hende på munden og befølt hende udenpå tøjet. På et tidspunkt blev jeg nervøs, da afhøreren spurgte ind til Emmas kammerater henne i børnehaven og Emma lukkede helt i. Jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde fået snakket med betjenten om, at Emma for få dage siden var skiftet til en ny børnehave og derfor sikkert blev usikker, fordi hun ikke kendte sine nye kammerater godt nok til at kunne fortælle om dem. Jeg syntes det var hårdt at høre Emma fortælle om overgrebet, men samtidig lettet over at afhøringen var gået godt.”
Afhøringen varede ca. 45 minutter og bagefter blev Anita i monitorrummet og snakkede med afhøreren.
”Jeg kunne forstå på afhøreren og politiets sagsbehandler, at Emmas onkel åbenbart havde været mistænkt i en lignende sag før og at Emmas vidneudsagn kunne bruges i en samlet sigtelse og at de ville tage ud og hente onkelen til afhøring senere samme dag. Jeg var lettet, idet jeg fra en kollega havde hørt om en lignende sag, hvor barnet havde været for bange til at sige noget og at der derfor ikke blev rejst sigtelse mod den mistænkte.”
Efter afhøringen sørger Anita for at der etableres den nødvendige hjælp til Emma og hendes mor. Det viser sig at Emma allerede efter få gange hos en psykolog med særlig erfaring i at arbejde med børn, der har været udsat for overgreb, begynder at få det bedre. Hun begynder igen at kontakte de andre børn i børnehaven og bliver mere glad og udadvendt. Emmas mor har derimod brug for et længere forløb for at få bearbejdet det der er sket. |