At formidle en bekymring

Pia er lægekonsulent i kommunen og en af hendes opgaver er at have en samtale med alle børnene i 8. klasse. Samtalerne omhandler både sundhedsmæssige temaer, men også spørgsmål af mere psykosocial karakter og ofte oplever hun, at de unge betror hende ting som hun er i tvivl om, hvad hun skal stille op med.

For nylig har Pia har haft en samtale med en 13-årig pige, der bor alene med sin mor. Under samtalen spørger Pia lidt mere ind til de hjemlige forhold og pigen fortæller, at moderen ofte er syg og at hun i den forbindelse bliver passet hos en onkel. Pigen, der først i samtalen havde virket trist og indelukket, fortæller begejstret og lidt trodsigt om sit forhold til onkelen. Hun fortæller, at han er hendes bedste ven, at de fortæller hinanden alt og at det altid er onkelen der tager hende med ud og købe nyt tøj. Derudover fortæller hun, at hun og onkelen netop har været en uge sammen til Spanien og der var mange der havde troet, at de var kærester.

Efter samtalen kommer Pia i tvivl om hvad hun skal gøre. Pigen har ikke fortalt om at onkelen har begået overgreb på hende, men samtidig er hun bekymret for den relation som pigen beskriver. Onkelen må være midt i 40'erne og Pia oplever en 13-årig pige, der både ser ud og taler som en på 17. Hun ved fra klasselæreren, at der går rygter om at pigen har været i seng med et par af drengene i de lidt ældre klasser og at hun er meget udfordrende i sin påklædning og sin adfærd.

Ved samtalen med pigen fik Pia ikke fortalt om sin bekymring. Hun prøvede at spørge lidt ind til moderens sygdom, men pigen reagerede afvisende og fortalte, at hun jo havde sin onkel til at tage sig af hende. Pia oplever et dilemma i forhold til hvordan hun kommer videre. Normalt har hun ikke mere end én samtale med børnene og hun føler sig heller ikke rustet til at skulle formidle sin bekymring, hverken til pigen selv eller til moderen for den sags skyld. Hun føler sig fanget i, at hun ikke ved om pigen har været udsat for seksuelle overgreb eller ej og at pigen udelukkende fortæller om positive oplevelser med onkelen. Samtidig er hun i tvivl om hvordan hendes bekymring vil blive mødt af samarbejdspartnere, der på grund af travlhed kunne betragte hendes henvendelse som endnu en arbejdsbyrde. Hun er også i tvivl om hvordan det vil blive opfattet, hvis hun vælger at bruge ekstra ressourcer på denne pige. Det er ikke første gang hun oplever at have en bekymring for et barn og hvis hun skulle bruge ekstra tid på at snakke med dem alle…det ville hun simpelthen ikke kunne nå indenfor rammerne af hendes ansættelse.

Hun beslutter sig imidlertid for at tage sagen op anonymt i det tværfaglige team. På baggrund af de oplysninger Pia har om pigen fra samtalen, drøfter de i teamet hvad der bør gøres. Mistanken om at pigen måske udsættes for seksuelle overgreb diskuteres. Pigen har ikke direkte fortalt om overgreb og i fællesskab når teamet frem til, at det i første omgang ikke handler om hun har eller ej, men at pigen, uanset hvad, fortæller om en relation til en ældre mand, hvor man kunne være bekymret for om hendes grænser bliver overskredet og at det, sammenholdt med pigens øvrige adfærd og moderens sygdom, giver anledning til at undersøge om pigens omsorgssituation er god nok. I fællesskab får teamet formuleret en bekymring der går på relationen til onkelen, pigens øvrige adfærd overfor de lidt ældre drenge, samt oplysningerne om at moderen er syg. Dernæst klædes Pia på til først at formidle sin bekymring til pigen selv og dernæst indkalde moderen til en samtale. De er enige om at børne- og ungeforvaltningen skal inddrages, med henblik på at være med til at afklare om pigen har behov for særlig støtte, men at Pia i første omgang skal foreslå moderen at de i fællesskab retter henvendelse til forvaltningen. Hvis det viser sig at moderen ikke vil samarbejde, må Pia sende en skriftlig underretning.

Samtidig bruger det tværfaglige team den konkrete sag til en mere principiel drøftelse af hvordan skolekonsulenten og andre frontmedarbejdere skal forholde sig, når de får en bekymring for et barn, herunder mistanke om at et barn udsættes for seksuelle overgreb. De nedsætter en arbejdsgruppe, der skal beskrive procedurer og arbejdsgange, som de senere vil fremlægge for lederteamet med henblik på stillingtagen til de overordnede prioriteringer og ressourceforbrug i det forebyggende arbejde.

Efter mødet er Pia lettet over at hendes bekymring blev vel modtaget og at hun føler sig bedre klædt på til at tage snakken med pigen og hendes mor. Hun synes stadig at den konkrete problemstilling omkring pigen er vanskelig, men den principielle snak om procedurer i lignende sager betyder, at hun nu synes hun har fået et klarere billede af hendes egen rolle. Samtidig har hun det godt med at der nu er sat gang i en proces, der gør at der bliver taget stilling til nogle overordnede prioriteringer der kan betyde større klarhed i prioriteringerne indenfor hendes arbejdsområde.