Bare en historie?

Birthe er lærer i folkeskolen og udfordres bl.a. af dansk i femte klasse. Det er en god klasse og nogenlunde ligeligt fordelt med drenge og piger. Birthe er meget engageret i sit arbejde. Hun holder af ungerne og synes det er sjovt at se, hvordan de prøver at finde balancen mellem leg og pigefnis og seje drenge og alt det nye, de opdager i livet og i undervisningen. Siden sommerferien har de flere gange fået som hjemmearbejde at skrive små historier. De fleste gange med et bestemt emne – fx om en ferie, en rejse de har været på eller om hvorfor vi fejrer jul. her efter nytår har de skrevet en lille stil om katastrofen i Asien. Birthe har bemærket, hvor meget børnene bliver påvirket af det, de ser og hører på tv. I klassens time har de derfor også talt meget om det med at miste venner eller familie, man holder af. De har et par gange talt om tab og sorg og børnene er faktisk ret gode til at fortælle. I sidste uge gav Birthe dem så muligheden for at skrive en stil om et emne, de selv måtte vælge. Og her blev hun noget overrasket…

Birthe sidder tilbage med Karens stil. Hun tænker – og tænker, og forsøger at finde ud af, om det er fantasi og drama. Eller er det mon en virkelig hændelse? Karen er god til at skrive – og hun har før fortalt nogle meget fantasifulde historier om ting, der er sket eller ikke er sket. Der er også altid lidt drama i Karens historier. Men denne gang er det anderledes… det er en historie om en dreng, Per, som nogle gange besøger sin far. Faren giver altid Per gaver og ekstra lommepenge. Til gengæld skal Per altid sove i sin fars seng og nogle gange skal han også gå i bad sammen med sin far. I historien fortæller Per, at hans far nogle gange har rørt ved ham på tissemanden. Og at faren siger, at Per også gerne må røre ved hans tissemand. Per har ikke rigtig lyst til det – men faren har engang sagt, at Per kun får gaver og penge, hvis han gør det, faren siger. I historien fortæller Per aldrig sin mor noget om badet og nætterne. Og moren tror, at gaverne bare skyldes farens dårlige samvittighed fordi han ikke bor hos dem mere.

Birthe ved, at Karen ikke har nogen bror, der hedder Per. Men Karen bor alene med sin mor og besøger nogle gange sin far. Kan det tænkes…? Nej, det kan ikke passe. Ikke Karen, ikke i det hjem! Men måske alligevel… Birthe ville ønske, at hun kunne tale med nogen om det her. Skal hun tale med Karen om det og spørge lidt ind til historien? Og hvad vil Karen sige? Måske vil hun sige, at det bare er noget, hun har fundet på. Eller hvad nu hvis Karen siger, at det ikke handler om Per, men om Karen selv. Hvad så?

Birthe tænker, at hun også kan tage emnet op næste gang i klassens time – det der med … hun tør næsten ikke tænke tanken endsige udtale ordet: incest. Nej, det vil altså virke alt for påfaldende at tale om det i klassen, uden at det er forberedt og uden at forældrene ved det. Og måske er det slet ikke sådan – måske er det bare fri fantasi og en historie om en dreng. Men hvor har Karen så de billeder og de detaljer fra? Har de talt om sådan noget derhjemme eller har hun set noget på tv? De viser jo efterhånden alt muligt! Eller – men det kan Birthe slet ikke holde ud at tænke på – måske fortæller Karen om noget, hun selv har oplevet?

Næste dag i skolen vælger Birthe at tale med sin skoleleder om stilen. Hun er meget omhyggelig med ikke at overdrive eller gøre det hele til noget, hun ikke ved, om det er. Skolelederen lytter og sammen beslutter de, at Birthe skal snakke med Karen om stilen. Tale med hende om, at det er flot fortalt, men også en alvorlig historie. De er enige om, at Birthe skal spørge Karen, hvordan hun fik ideen til at skrive den historie og om hendes mor har læst den? Birthe går tilbage til klassen og giver dem deres stile tilbage.

Efter timen får hun en god snak med Karen – som siger, at det er en historie hun bare har fundet på – fordi hun har set noget på tv. Birthe siger til Karen, at det altid er godt at tale med en voksen, hvis der sker noget, man ikke kan lide eller ikke er tryg ved. Og de taler også lidt om, at børn også har lov til at sige nej til de voksne, hvis de gør noget, børnene synes er forkert eller som de ikke vil være med til. Karen lytter meget opmærksomt – inden hun løber ud til de andre i skolegården.

Birthe beslutter sig for at være særligt opmærksom på Karen i de kommende uger. Måske vil hun også tale med hende igen – om stilen. Birthe ved, at hvis hun bliver mere bekymret for Karen og hvordan hun har det, så kan hun altid tale med sin skoleleder igen. Og så må de sammen beslutte, om de skal tale med Karens mor først – eller om de skal kontakte Socialforvaltningen. Men det er ikke lige nu – selvom Birthe synes, det er svært ikke at gøre noget. Men først gælder det, at Karen skal vide, at Birthe og de andre voksne er klar til at hjælpe hende og at de tager hende alvorligt.