|
En mistanke
I en mellemstor landkommune henvender en mor sig en dag til psykologen i kommunens Børn og Unge Afdeling. Det er midt i en ferieperiode, og der er meget stille på forvaltningen. Moderen og hendes familien er i forvejen kendt på forvaltningen, fordi deres ældste barn på 6 år har svære senfølger af en for tidlig fødsel. Pigens vanskeligheder betyder bl.a. at psykologen har fulgt overgangen mellem daginstitution og skole tæt og rådgivet personale og støttelærere i forbindelse hermed.
Denne dag møder moderen uopfordret op i Børn og Unge Afdelingen. Hun er tydeligvis i krise og beder om en akut samtale. Psykologen tager en samtale med hende og i gennem samtalen bliver det klart at forældrene over længere tid har været uenige i stort set alt, hvad der angår deres datter: opdragelse, medicinering, sygdomsforståelse m.m. Forældrene står med en vanskelig dagligdag, som er blevet helt umulig, efter at de også indbyrdes er blevet uenige. Tidligere har de altid været stærke sammen. Nu står de foran en skilsmisse.
Under samtalen kommer det frem, at det i den fortvivlede situation pludselig har slået moderen, at hun måske slet ikke kender sin mand. Hun synes pludselig han virker fjern, som en fremmed person, der går rundt i hendes hus. Hvad foregår der egentlig, spørger moderen? Hvorfor lukker han døren, når han læser godnathistorie? Hvorfor insisterer pigen på, at der er ting, mor ikke må få at vide? Hvorfor fejer manden hende af med at han ”nægter at aflægge rapport om alting”? Hvorfor siger børnene, at de ikke vil være alene hjemme med far? Pigen er ikke renlig endnu, hvilket hidtil er blevet forklaret med hendes forsinkede udvikling – men moderen har også hørt at børn, udsat for overgreb kan gøre i bukserne. Og hvorfor kommer hun pludselig til at tænke på det? Det har hun aldrig tidligere tænkt om sin mand, men på den anden side, så oplever hun i det hele taget, at hun slet ikke kender ham...
Psykologen lytter til moderen og vurderer ud fra samtalen, at der er behov for at handle forholdsvis hurtigt. Moderen er alene hjemme med børnene i den uge, derfor er der umiddelbart ikke fare for eventuelle nye overgreb. Psykologen beder moderen om til næste dag at gennemgå sit familieliv med henblik på faktuelle oplysninger, der kan tyde på, at der foregår noget af det, hun fornemmer og giver udtryk for under samtalen. Konkrete situationer – hændelser hun har overset, at børnene har indviet hende i, konkrete ting de har sagt.
Psykologen vurderer, at det kunne være en hjælp for moderen på denne måde at prøve at fokusere på de faktuelle ting, og derigennem få en oplevelse af handlekraft. Desuden vil moderens beskrivelser være en nyttig forberedelse til det næste svære trin: at indsamle konkret viden, der evt. vil kunne bestyrke mistanken.
I Børn og Unge Afdelingen har man gennem årene etableret et tæt samarbejde mellem de forskellige faggrupper på børneområdet: psykologer, socialrådgivere, handicapkonsulent, SSP, familiekonsulenter og andre medarbejdere, og allerede næste dag træder det mere officielle beredskab, som kommunen har etableret, i kraft.
Moderen kommer til et møde med en sagsbehandler og psykologen, hvor hele mistankehistorien bliver gennemgået så præcist som muligt. Alt bliver noteret uden yderligere vurdering eller tolkning. Formålet er at skabe en beskrivelse, som kan fremlægges til vurdering af, om der er basis for en anmeldelse eller ej. Kommunen har en procedure for denne vurdering. I afdelingen er der retningslinier for, hvad man gør, hvis der er grund til en anmeldelse og hvad man gør, hvis der ikke er grundlag for en anmeldelse. I sidste tilfælde vil man under alle omstændigheder træde til via sagsbehandleren og undersøge børnenes og familiens samlede situation.
Efterfølgende Sagen gik dermed sin gang. Og det blev vurderet, at det ikke var baggrund for en anmeldelse. Moderen blev vejledt i at sikre, at børnene så vidt muligt ikke blev udsat for situationer, hvor de kunne blive udsat for overgreb. Hun blev opfordret til at søge krisehjælp på grund af den samlede situation og hun fik etableret en feriemulighed, hvor hun kunne bo med børnene i en periode, indtil hun kunne flytte ind i sin egen bolig.
Faderen fik oplyst mistanken i forbindelse med moderens fraflytning og fik hjælp til at kunne se den som det, der var belæg for - en mistanke der var dukket op i en følelsesmæssig kaotisk situation.
Efter skilsmissen blev moderens forhold til faderen mere afslappet igen – om end uenigheden om forståelsen af pigen ikke er ændret væsentligt. På grund af pigens vanskeligheder er der fortsat kontakt til både sagsbehandler og psykolog. I begge tilfælde er der blevet spurgt ind til og fulgt med i pigens trivsel herunder samkvemmet med faderen. Moderen har løbende givet udtryk for bekymring, fordi pigen bliver forvirret og reagerer på skiftene mellem moderen og faderen, men der er ikke noget af det hun beskriver, der kunne tyde på seksuelle overgreb. Psykologen vurderer at moderen stadig har en lille, nagende tvivl, men tvivlen er aldrig så stor, at hun ønsker at reducere samkvemmet med faderen, selv om der var mulighed for anden aflastning.
I Børn og Unge Afdelingen fortæller psykologen, at historien med moderen her flere år senere stadig kaster skygger ind i arbejdet omkring familien. Psykologen og flere af de andre medarbejdere, der fortsat følger familien oplever at få opringninger fra fagfolk, f.eks. speciallæge eller skolefolk, der har mødt moderen i andre sammenhænge.
”De kontakter os i sammenhænge, hvor vi reelt har et samarbejde….og så som en lille sidebemærkning nævner de, at de kan forstå på moderen, at der vistnok er mistanke eller reel fare for, at børnene bliver misbrugt af deres far ved samkvem. Det viser sig, at moderen fortæller om sine oplevelser og sin usikkerhed til de fagfolk, hun over tid får tillid til…og det er så hendes behov og vel ret?”
Psykologen fortæller at det ikke altid er lige nemt at håndtere disse uformelle bemærkninger.
”Men med tiden har vi lært os at forholde os meget tydeligt og klart til disse sidebemærkninger. Vi gør udtrykkeligt disse fagpersoner opmærksom på, at de har en oplysningspligt, som er fagligt forpligtende og at de, hvis de mener, der er grundlag for en undersøgelse, må rette officiel henvendelse til Børn og Unge Afdelingen med deres ærinde. Det falder sjældent i god jord. Det er mit indtryk at disse kolleger har behov for at komme af med en ubehagelig mistanke, som de er involveret i og gerne vil kunne videreformidle på en uforpligtende måde. Enkelte har direkte sagt, at ”nu har de nævnt det og så kan vi gøre med det, hvad vi vil, nu har de i hvert fald deres på det rene.””
Psykologen erkender, at det opleves vanskeligt at stå med en mistanke. Og at det i sager som denne er svært at håndtere.
”Jeg synes sagen har været håndteret fagligt forsvarligt og fornuftigt. Men vi må alle som fagpersoner blive bedre til at tage medansvar for en usikkerhed om misbrug, når vi har sikret os at sagen er blevet behandlet ansvarligt, kompetent og grundigt. Vi må lære at rumme det som en del af vores arbejde, selv om det er tungt.
”Men sagen har også gjort os opmærksomme på at der kan være behov for større klarhed for vores samarbejdspartnere i fht, at lave en skriftlig underretning. Måske er der behov for en overskuelig skabelon, der i stikord angiver, hvad der er vigtigt at have med i en underretning. Og i samme forbindelse kunne man så også minde om den skærpede underretningspligt, som vores samarbejdspartnere jo har.” |
