Den nødvendige dialog

En tværfagligt sammensat gruppe i en mindre kommune har gennem længere tid arbejdet med at udvikle og udarbejde et beredskab i forhold til at håndtere sager, der involverer seksuelle overgreb mod børn. Da det skriftlige materiale om beredskabet er færdigt, bliver materialet formidlet bredt ud til alle der arbejder med børn og unge i kommunen. Herudover stiller gruppen sig til rådighed i forhold til opfølgende besøg, hvor et medlem fra gruppen vil komme og diskutere det nye beredskab og det skriftlige materiale. Medlemmerne i gruppen vægter disse opfølgende besøg meget, fordi de gerne vil have respons fra de fagfolk, der arbejder med børnene og som kan få brug for beredskabet i det daglige.

Bente, der er uddannet socialrådgiver, har deltaget i den tværfaglige gruppes arbejde. Som opfølgning på udsendelsen af det skriftlige materiale bliver hun inviteret til et pædagogisk rådsmøde, for at fortælle om det nye beredskab i forhold til seksuelle overgreb mod børn. Der er pænt fremmøde - omkring 70 lærere er mødt op.

Forud for mødet er hun spændt på, hvordan materialet bliver modtaget. Hun har i sit arbejde flere gange oplevet, at dialogen mellem forvaltningen og frontmedarbejderne, herunder lærerne, kan være vanskelig i de sager der involverer seksuelt overgreb. Hun håber, at det nye beredskab kan være med til at bedre dialogen og samarbejdet mellem faggrupperne.

På mødet oplever Bente en stor interesse for emnet – der bliver stillet mange spørgsmål. Det kommer imidlertid også tydeligt frem, at der er nogle ting, man som lærer ser anderledes på, end man gør i forvaltningen, når det gælder håndteringen af de sager, der involverer en mistanke om seksuelle overgreb mod et barn. Bl.a. giver flere lærere udtryk for, at de ikke bliver tilstrækkeligt informeret om, hvad der efterfølgende sker i en sag, når de har underrettet forvaltningen. Behovet for og graden af information omkring en sag bliver derfor et omdrejningspunkt på mødet.

”Og det er der selvfølgelig ikke i sig selv noget mærkeligt i” siger Bente. ”Det er en del af udfordringerne ved det tværfaglige samarbejde. Det svære var, at opleve den mistrøstighed, som på et tidspunkt kom frem på mødet”. Hun oplevede en skepsis eller i hvert fald en meget behersket begejstring over det nye tiltag, som hun var ude for at præsentere.

Lærerne sagde bl.a.:

”Ja, men vi har snakket om det her i 20 år, det bliver aldrig anderledes.”

”Sagsbehandlere, de er også sådan og sådan….

”Ja, ja, men nu skal I ikke tro….

En gennemgående respons på tiltaget var, at det nok ikke ville ændre ved ret meget.

Bente fortæller, at hun ofte kommer i den situation, at hun skal forsvare sagsbehandlere over for samarbejdspartnere. Hun forsøger at fortælle dem, hvordan en sagsbehandlers hverdag er. Hvor mange sager man har og hvor mange børn man egentlig har ansvaret for. Hun synes, det kan være svært at få samarbejdsparterne til at forstå de vilkår, en sagsbehandler arbejder under.

”Og et eller andet sted kan jeg jo også godt forstå dem – samarbejdsparterne. Problemet er, at når vi opbygger det her tværfaglige samarbejde, og går ud og sætter gang i nogle tanker, så kommer der også flere forventninger til os. Der er flere forventninger til, at vi griber hurtigere ind. Stiller os mere til rådighed. Og det vil vi jo i teorien også frygtelig gerne. Men virkeligheden er en anden.”

På trods af oplevelsen af en vis opgivenhed og skeptisk holdning fra en del af mødedeltagerne, synes Bente, at mødet var godt. Alene det, at der blev brugt to timer på at snakke om emnet seksuelle overgreb mod børn, var godt og frugtbart. Og hun synes også, at mødet tydeligt viste, at netop dialogen mellem samarbejdsparter er så afgørende for en bedre håndtering af de vanskelige sager.

”Det jeg sagde på det møde, det var, at det er så vigtigt, at vi får vendt vores forestillinger om hinanden - os fagpersoner imellem. Og at vi beslutter os for, at den grundlæggende holdning til hinanden er, at vi hver især gør vores arbejde så godt det nu er muligt, under de forhold og de vilkår vi nu har. Og så skal vi ikke bruge en masse energi på at være utilfredse med, at de andre ikke kan se, hvilke behov vi har og automatisk tilgodeser dem. F.eks. i forhold til information. Det kan jo somme tider være svært for andre at regne ud, hvor meget information en person har brug for. Det kan man bedst selv mærke. Så hvis man kan mærke, at man har brug for mere information, må man jo selv rette henvendelse. Så er jeg også sikker på, at man gerne vil give det, i det omfang det er nødvendigt for ens samarbejdspartners daglige arbejde."

Derfor er Bente ikke i tvivl om, at dét, at den tværfaglige gruppe har taget dialogen med og fået respons fra de samarbejdsparter der kan være i disse sager, er af helt central betydning. Det styrker udgangspunktet for en bedre håndtering næste gang der er en sag.

”Alene det, at de har fået et ansigt på og ved, hvem det er de skal ringe til, er af stor betydning. Det kan godt være vi ikke er enige om alt, men vi har en dialog og får herigennem en større forståelse for hinandens arbejdsområde. Og dét er det helt afgørende”.