Når mistanken opstår – hvad skal man tro, hvordan skal man handle?

Irene er ansat som familiekonsulent i en mindre kommune. Hun er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, men kom efter endt uddannelse næsten med det samme til at arbejde som en del af et støttekorps i forhold til en vanskelig stillet familie. Siden har hun efteruddannet sig inden for familierådgivning og familieterapi. Hun har i mange år arbejdet som det, der tidligere hed ”hjemme hos´er”.

Via sit arbejde i belastede familier er Irene gennem de seneste 10-15 år mange gange stødt på problemstillingen seksuelle overgreb.

Irene husker tydeligt første gang hun selv var involveret i en familie, hvor der opstod mistanke om, at et af børnene var udsat for seksuelle overgreb. Der var to små børn i familien, hvoraf den ældste var en pige på 2-3 år.

”Vi var to på sagen, mig og min leder. Jeg mener vi lavede noget familieterapi. Det var sådan en familie, hvor der havde været meget….der var også vold. Hustru vold. På et tidspunkt tog kvinden på krisecenter og så sker der det, at mens hun er der, så ringer de og fortæller, at pigen har sagt nogle ting, da hun blev skiftet”. Irene husker ikke præcist, hvad det var pigen havde sagt, men det var noget om ”at gøre noget ligesom Far gør”.

Irene husker i hvert fald, at det som pigen sagde, havde en karakter, som gjorde at både personalet på krisecentret, og hende selv og hendes leder tænkte, at der var foregået et seksuelt overgreb på den lille pige. "Og det synes jeg godt nok var svært. Også fordi, på det tidspunkt vidste jeg jo ikke noget om det, vel. Så det var jo sådan et eller andet med… sådan noget med panik."

Sammen med lederen ringer Irene til amtets børnerådgivning og beretter om sin mistanke. Hun spørger om de vil lave en undersøgelse. "Og så siger de: Nej, det vil de ikke. Hvis vi havde mistanke så måtte vi gå til politiet. Så skulle de ikke blandes ind i det. Min leder snakkede så med politiet. Og de sagde så,” jamen, fordi hun har sagt tre sætninger om et eller andet, det kan vi ikke bruge til noget”. Og så stod vi der."

Moren flytter fra krisecentret til en anden kommune, hvor hun oprindeligt kom fra, og Irene ved ikke, hvad der siden skete. "Og det har jeg tit tænkt på, ikke. Og oplevelsen dengang har i hvert fald også præget mig sådan i den sidste sag her, jeg har haft. Den der holdning til, at hvis jeg har en mistanke, så skal vi holde mund ikke, fordi ellers så kan vi ikke hente hjælp, der hvor vi skulle hente hjælp [dvs. rådgivningscentret – red]. Og jeg ved ikke en gang om det er sådan mere."

Irene fortæller hvordan hun i en ny sag, som hun arbejder med, bakser med nogle af de dårlige erfaringer hun har haft fra tidligere sager. Den nye sag drejer sig om en familie, der iflg. Irene på mange måder umiddelbart ligner en ”ganske almindelig familie” – der er to børn i familien, forældrene er skilt. De to børn har dog begge haft forskellige vanskeligheder både fagligt, socialt og følelsesmæssigt. Den ældste har gået i specialbørnehave og går nu i en specialklasse. Han er undersøgt på Børnepsyk. og har her fået en diagnose som retarderet. Den yngste, en pige, går i almindelig børnehave, men har støtte. Fra andre i systemet som har haft med børnenes far at gøre, har Irene fået beskrevet ham som vanskelig.

”Han er bare sådan en alle folk bliver så træt af. Jeg har mødt ham en enkelt gang, bare lige et kvarters tid og sådan det eneste ord, jeg kan finde på at beskrive ham med, det er, at han var mærkelig. Virkelig mærkelig. Han har også gjort nogle grænseoverskridende ting. Moren virker umiddelbart som de fleste. Og jeg tænkte, hvad er det her for en familie. Det var egentlig den, ikke også. Hvad er det for en familie, hvad er det for noget, hvad er det det handler om det her? Hvorfor er de børn sådan?"

Irene beslutter at lægge lidt ekstra mærke til familien. På et tidspunkt fortæller moren om nogle episoder, der opstod i forbindelse med, at børnene havde været på samkvem hos deres far. ”Det har været nogle ting med, at pigen hun, når hun var på toilettet, så tørrede hun sig simpelthen sådan og altså blev ved, så moren nogen gange måtte smøre hende ind i salve, fordi hun bare blev rød og irriteret i skridtet, fordi hun simpelthen bare gnubbede sig nærmest, siger moren. Det var noget med, at når de kom fra samkvem, så drengen han ville ikke i seng. Hun kunne ikke få ham af tøjet og trække i nattøjet, vel. I flere dage efter var de begge to sådan meget barnlige, alle de ting, som de godt kunne, dem kunne de lige pludselig ikke, de skulle have hjælp til at få sko på, de skulle have hjælp til at gå på toilettet, de skulle have hjælp hele vejen rundt. Mareridt om natten. Pigen har også haft et eller andet rødt udslæt i skridtet eller ned på lårene. Altså, der var sådan nogle ting som moren på et tidspunkt fortalte, hvor jeg tænkte hov!"

Irene spørger på et tidspunkt moren, om hun selv har en mistanke om, hvad børnenes reaktioner kan dreje sig om. ”Og så siger hun: ja, det havde hun tænkt lidt på, men det troede hun nu ikke på."

Irenes egen mistanke tager efterhånden til. Hun tager sagen op på supervision og begge supervisorer melder klart ud, at de mener der er tale om incest. De begrunder deres mistanke og Irene får ting at vide, som hun ikke vidste før, f.eks. at specielt drenge, som er udsat for seksuelt overgreb, kan reagere med at opføre sig retarderet. Irene går tilbage til sin forvaltning og da sagsbehandleren hører om det nye i sagen, vil hun straks have den anmeldt – hun kan i øvrigt heller ikke fordrage den far. Men Irene protesterer – politiet vil ikke kunne gøre noget. På den anden side, tænker hun og de andre, at de stakkels børn bare ikke skal på samkvem mere. "Og så var der jo én, der gik ind og sagde; jamen nu skal I altså tage den med ro, fordi sådan som lovgivningen er omkring det samkvem i dag, hvis I går ind nu og siger en hel masse til moren, så hun måske tilbageholder børnene, så kan vi rent faktisk risikere, at faren han får forældremyndigheden. Og jeg havde den der gamle sag i hovedet med, at vi ikke kunne sige det til Børnerådgivningen, at vi havde den her mistanke, for så ville de ikke gå ind og lave en undersøgelse. Fordi så skulle det først til politiet."

Irene foreslår, at sende børnene til en psykolog ude i byen, men lederen vælger i stedet at give sagen videre til amtet, uden direkte at nævne mistanke om incest. Amtet beder om en § 38 undersøgelse. Sagsbehandlerne er hængt op i deres øvrige arbejde og da Irene vil være sikker på, at få det hele med, laver hun undersøgelsen selv. Irene formulerer dog ikke sin mistanke om incest direkte i undersøgelsen. ”Men jeg sørgede for at det stod der alligevel. Eller det ved jeg ikke, det kan man jo læse som man vil, ikke også. Men jeg tror også, med de ting vi i hvert fald hører af de beskrivelser og de ting, som er på børnene, så vil jeg tænke, at så er det ret svært ikke at komme til at tænke på det."

Efter undersøgelsen mødes amtets børnerådgivning med Irene, sagsbehandleren og moren. Børnerådgivningen medgiver, at der er grund til bekymring – også for, om der er foregået seksuelle overgreb, men mener ikke, at de kan gå ind og undersøge noget direkte. "Og så sidder man – bum…" Irene synes hun igen sidder i en klemme. "Og jeg synes det er dybt frustrerende! Fordi, selvfølgelig kan man gå ind og undersøge det. Selvfølgelig kan man lave nogle tests eller lave et eller andet som direkte retter sig mod at undersøge det. Så kan det godt være, at der ikke kommer noget ud af det. Men man kan lægge den vinkel på."

Irene fortæller, at mødet med Børnerådgivningen munder ud i, at man vil foretage en bred børnepsykologisk undersøgelse. Irene ved ikke præcis, hvad det går ud på, men hun forestiller sig, at det kunne være noget med legeterapi. ”Og så siger de, at er der så nogle mærkværdigheder, så vil de selvfølgelig stille nogle spørgsmålstegn”. Irene synes ikke hun er kommet meget videre i forhold til at håndtere denne sag, end hun var i den første sag hun oplevede. Hun ønsker, at de havde formuleret mistanken klart og tydeligt, og havde handlet på den, ved selv at finde eksperter til at foretage undersøgelser.

På spørgsmålet om hvordan sags håndteringen i forbindelse med en mistanke om seksuelt overgreb kunne blive bedre, siger Irene: ”Jamen, jeg tænker, at vi skal blive meget bedre til at sige, hvad er det vi vil have undersøgt. Sige, nu er der en mistanke omkring incest, det vil vi have afdækket. Og så melde det ud. Og så må vi se, hvis ikke børnerådgivningen kan, og det er så noget vi skal finde ud af, om de er nogen vi kan bruge i de her sager, eller om de ikke er. Ellers må vi jo have nogle navne på nogle psykologer, som specielt ved noget om det her, så vi så kan købe os fra det. Sådan tænker jeg det."

For Irene er det afgørende at få afdækket om børnene har været udsat for incest. "For hvis de grundlæggende har været udsat for nogle andre ting, så er det jo en helt anden behandling vi snakker om. Så er det jo ikke støttetimer i børnehaven og specialskole til drengen. Så er det nogle helt andre grundlæggende ting, og det har jeg det godt nok dårligt med."

Irene ser det som en stor udfordring for det organisatoriske niveau, at blive bedre til at håndtere de vanskelige sager, hvor der er mistanke om seksuelle overgreb. ”Fordi jeg synes, at det var da noget man kunne gøre sådan her (knipser). Det er noget, der er til at finde ud af. At sætte sig ned og lave nogle aftaler. Og det går mig på, at man ikke har gjort det. Jeg synes, det er for ringe, at vi har alle de her dyre, ja hvad hedder sådan noget, hjælpeforanstaltninger, og alle mulige steder man kan trække på noget og så har man ikke nogen steder at gå hen med det her. Fordi det er noget med at sætte sig ned og finde ud af, hvad er det vi gør og hvem kan vi henvende os til. Og hvordan er det man takler det. Hvad tør vi gøre og hvad kan vi gøre? Og det synes jeg også er drøn svært."