|
TELEFONRÅDGIVNING
TLF 20 77 11 20
I august 2004 oprettede SISO en telefonrådgivning - primært henvendt til kommunale fagpersoner og andre der via deres arbejde med børn og unge møder problemstillingen seksuelle overgreb mod børn. Men også børn, forældre og andre pårørende kan henvende sig til rådgivningen og søge vejledning ved mistanke eller viden om seksuelle overgreb mod børn og unge.
Oprettelsen af en telefonrådgivning sker i en erkendelse af, at arbejdet med sager der vedrører seksuelle overgreb mod børn kan være fagligt og personligt meget krævende. Sagerne er ofte komplicerede og følelsesladede med mange implicerede parter: barnet, forældrene, daginstitution, skole, PPR, socialforvaltning, sundhedssektor, politi og retsvæsen. Ikke mindst på den baggrund kan det være svært at holde fokus på barnet. Herudover er der tale om et i mange henseender tabubelagt område, hvilket kan vanskeliggøre den umiddelbare drøftelse af mistanker eller konkrete sager med andre.
Målgruppen for rådgivningen
Telefonrådgivningen retter sig mod fagfolk, som i deres hverdag arbejder med børn og unge. Det være sig sundhedsplejersker, pædagoger i dag- og døgninstitutioner, lærer, socialrådgivere, foreningsledere m.fl.
Herudover er telefonrådgivningen åben for alle børn, unge, forældre og pårørende, der ønsker råd og vejledning i forhold til spørgsmål vedr. seksuelle overgreb på børn.
Åbningstider
Der kan ringes på tlf. 20 77 11 20, mandag - onsdag fra kl. 9.30 - 15.00, torsdag fra kl. 9.30 - 18.00 og fredag fra kl. 9.30 - 13.00. Er telefonen optaget eller er det uden for åbningstiden, kan du lægge dit navn og telefonnummer, så bliver du ringet op - forventeligt senere samme dag eller dagen efter.
Hvad kan man henvende sig om?
Intet er for småt, intet er for stort – alle tanker, overvejelser, tvivl og undren kan man ringe og drøfte med os. Det er ikke sikkert, at vi altid har svar på rede hånd, men vi vil altid være behjælpelig med at undersøge en problemstilling nærmere.
Eksempler på henvendelsestyper
-
Mistanke om seksuelt overgreb begået af nærtstående familiemedlemmer eller personer i barnets nærmiljø – hvordan gribes sagen an? Hvornår skal forældrene inddrages?
-
Mistanke om seksuelt overgreb begået af andet barn – hvordan vurderes om der er tale om overgreb?
-
Underretning om mistrivsel hos et barn, hvor mistanke om seksuelt misbrug læses mellem linjerne.
-
Symptomer på seksuelle overgreb.
-
Tavshedspligt og underretningspligt.
-
Kan man tro på det børn fortæller?
-
Hvor pålideligt er det, der fortælles, når parterne ligger i strid med hinanden?
-
Dilemmaer som f.eks. afholdelse af mistankemøder uden forældrenes vidende.
-
Hvordan følges der op på en sag, hvis politiet ikke mener, der er nok til at rejse en sag?
-
Hvordan beskyttes et barn uden at fjerne det fra sine nærmeste? Søskende, hvor meget skal de vide om det, der har eller måske har fundet sted?
-
Børn og unge med seksuelt krænkende adfærd – symptomer, behandlingsmuligheder.
-
Seksuelle overgreb på børn begået af ansatte i daginstitutioner, fritidsklub, idræts- eller spejderorganisationer m.v., herunder forebyggelse af overgreb.
-
Sagers gang i det strafferetslige system, herunder retsmedicinske undersøgelser og videoafhøring af barnet.
-
Hvilke undersøgelses- og behandlingsmuligheder er der lokalt og regionalt? Samarbejdsproblemer i det tværfaglige og tværsektorielle arbejde.
-
Organisatoriske problemstillinger, manglende beredskaber etc.
-
Hvordan håndterer man det som fagperson, når problemstillingen rammer personligt?
Hvem kommer man til at tale med
Rådgivningen betjenes af konsulenter med særlig viden og erfaring i forhold til temaet seksuelle overgreb og vold mod børn.
Konsulenterne har en socialfaglig baggrund typisk socialrådgivere med relevant efteruddannelse og med erfaring fra socialt arbejde med udsatte børn og unge.
Vidensindsamling
Alle henvendelser til SISOs telefonrådgivning indgår anonymt i SISOs generelle vidensindsamling. Du vil derfor kunne opleve, at vi spørger dig, om vi må ringe tilbage om nogle måneder for at høre, hvordan en konkret sag videre er forløbet. Dette er med henblik på at lave en generel erfaringsopsamling på forskellige sagstyper - til gavn for andre fagfolk.
Hvad vil vi gerne kendes på?
Grundlæggende arbejder vi ud fra et barnefokus, der tager udgangspunkt i FN's børnekonvention om børns ret til beskyttelse, udvikling og inddragelse. Det betyder bl.a. at vi har fokus på, at barnet skal opleve sig set, hørt, forstået og beskyttet og opleve sammenhæng i sin tilværelse.
Herudover lægger vi i SISOs rådgivning vægt på - og vil gerne kendes på:
-
at du oplever, at du bliver taget alvorligt - at du oplever os nærværende, rolige og med tid nok til drøftelse af din problemstilling
-
at du oplever dig hørt og forstået
-
at du oplever, at vi er dig behjælpelige med at undersøge en problemstilling nærmere, såfremt vi ikke umiddelbart kan svare på dine spørgsmål
-
at du oplever at kunne få kvalificeret hjælp og støtte på fagligt, organisatorisk og personligt plan til selv at arbejde videre med sagen i eget regi
-
at du så vidt muligt har mulighed for senere at vende tilbage og tale med samme person |