Afprøvning af gruppeforløb for børn
I de senere år har der været fokus på seksuelle overgreb mod børn i Danmark. Der er udarbejdet en række undersøgelser på området, og deraf fremkommer bl.a., at der efterlyses mere psykologhjælp/terapi, herunder gruppebehandling til børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb. Der er i Danmark ikke særlig stor erfaring med gruppebehandling for børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb. De få erfaringer, der er, tyder dog på, at gruppeforløbene har været positive og, at børnene/de unge, der deltager, har stort udbytte af gruppebehandlingen.
Formål Forsøget med gruppeforløb for børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, forventes at føre til:
- At de deltagende børn og unge genvinder egen oplevelse af integritet og får standset udviklingen af et negativt selvbillede.
- At de deltagende børn og unge finder mestringsstrategier i forhold til de problemer, overgrebene har påført dem.
Målgruppe Målgruppen for dette udviklingsprojekt er børn og unge i alderen 6-18 år, der har været udsat for seksuelle overgreb. Børnene og de unge skal gennem en visitation, hvor det skal vurderes, om de kan forventes at profitere af et gruppebehandlingsforløb. Børnene eller de unge skal være bosiddende i enten København, Århus og Hjørring kommuner eller i nabokommuner til de nævnte kommuner.
Aktiviteter De 3 udvalgte forsøgskommuner er startet med en opsporing af børn og unge via kontakt med den enkelte kommunes sagsbehandlere og evt. via annoncering i forhold til nabokommuner. Opsporingen er en løbende proces gennem projektperiodens 4 år.
Alle 3 kommuner opererer som minimum med en køns- og aldersopdeling af målgruppen. Graden af forældrenes inddragelse afhænger af børnenes alder.
De første gruppeforløb er startet foråret 2010.
Gruppebehandling for børn og unge med seksuel bekymrende eller grænseoverskridende adfærd
Formål Forsøget med gruppebehandling for børn og unge med seksuel bekymrende eller grænseoverskridende adfærd over for andre børn forventes at føre til:
- At børn og unge med seksuel grænseoverskridende/krænkende adfærd ophører med denne adfærd og undgår at udvikle krænkeradfærd som voksne.
Målgruppe Målgruppen for delprojektet i samarbejde med projekt Janus er børn og unge vest for Storebælt i alderen 6-18 år, der har en seksuel bekymrende og grænseoverskridende adfærd over for andre børn. Børnene og de unge skal gennem en visitation, hvor det skal vurderes om de forventes at kunne profitere af et gruppebehandlingsforløb blandt andre børn og unge med tilsvarende adfærd. Børnene og de unge skal være bosiddende i kommuner, der ønsker at gennemføre gruppebehandling i samarbejde med projekt Janus.
Aktiviteter I forbindelse med målgruppen af børn og unge med seksuelt bekymrende eller grænseoverskridende adfærd overfor andre børn, har projekt Janus informeret alle kommuner vest for Storebælt om udviklingsprojektet. Gruppeforløb forventes startet sensommeren 2010.
Udviklingsområder En central udfordring i dette udviklingsprojekt er at opspore de børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, og som formodes at kunne profitere af gruppebehandling. Det skyldes, at kommunerne ikke udarbejder særskilt registrering af børn og unge, der udsættes for seksuelle overgreb. En systematisk opsporing vil derfor kræve en sagsgennemgang af kommunens aktuelle såvel som arkiverede sager igennem hele projektperioden.
En anden central udfordring forventes at være opnåelsen af et tilstrækkeligt volumen af børn og unge med et samtidigt behov for gruppebehandling således, at der kan sammensættes grupper, der som minimum tager højde for børnenes køn og alder uden, at børnene / de unge skal vente for længe med opstart af gruppebehandling.
Ekstern evaluering ved Center for Kvalitetsudvikling Forsøg med gruppebehandling er et udviklingsprojekt, der evalueres og effektmåles. Evalueringen har været i udbud, og Center for Kvalitetsudvikling i Århus er valgt. Det overordnede formål med evalueringen er at få viden om gruppebehandlingsforløbenes effekt i forhold til at forebygge senfølger for børn og unge, der har været udsat for seksuelt overgreb, eller som har en seksuelt bekymrende eller grænseoverskridende adfærd. På den vis kan alle landets kommuner få viden om effekterne af gruppebehandling - med henblik på evt. fremtidig implementering i landets kommuner.
Projektperioden løber fra januar 2010 til februar 2013.
Kontakt Projektleder Rikke Møller Tlf. 72 42 38 30 Mail: rmo@servicestyrelsen.dk
|