”Unges Trivsel. En undersøgelse med fokus på seksuelle overgreb i barndommen”. Statens Institut for Folkesundhed, august 2002.

 

Med baggrund i pilotundersøgelsens resultater foretog Statens Institut for Folkesundhed i foråret 2002 en undersøgelse af unges trivsel i Danmark. Undersøgelsen der omfatter godt 6200 elever i 9. klasse, er gennemført ved hjælp af en audio computerbaseret metode til selvinterview. Metoden gør - ved hjælp af transportable lab tops - brug af både lyd, billede og tekst. Eleverne har besvaret spørgsmål om deres almene trivsel, seksualitet og oplevelse af seksuelle og fysiske overgreb.

 

Undersøgelsens resultater er fremlagt i rapporten Unges trivsel år 2002. En undersøgelse med fokus på seksuelle overgreb i barndommen. I undersøgelsens opgørelse af forekomsten af seksuelle overgreb mod børn indgår 3 forskellige definitioner: 1) den strafferetslige definition af seksuelle overgreb, 2) strafbare seksuelle overgreb, hvor den ældre person er mindst 5 år ældre end barnet/den unge og 3) strafbare seksuelle overgreb, der af den unge selv vurderes som et overgreb. Resultaterne viser bl.a. at:

  • en betragtelig andel af de unge har haft seksuelle erfaringer, der i.flg. dansk lovgivning er strafbare (11,3 % af de unge, heraf 15,9 % blandt piger og 6,7 % blandt drenge).
  • en mindre andel af de unge vurderer selv at der var tale om seksuelle overgreb (2,8 % af de unge, heraf 4,5% blandt piger og 1,1 blandt drenge).
  • der er markante sammenhænge mellem en række vanskelige familiære forhold, trivselsproblemer og seksuelle overgreb uafhængigt af den unges egen oplevelse af overgrebet.
  • at de unges manglende erkendelse af betydningen af seksuelle overgreb kan være en hindring for effektiv rådgivning og professionel hjælp.

De unge peger selv på, at overgreb kan undgås hvis:

  • børn får bedre kendskab til deres rettigheder
  • der er nem adgang til rådgivning og hjælp
  • voksne reagerer på børns signaler
  • forældre passer bedre på deres børn

Rapporten redegør udførligt for den undersøgelsens etiske og praktiske problemstillinger, metodevalg og dataindsamling/-analyse. I en perspektivering sammenholdes resultaterne af undersøgelsen med resultater fra andre danske og udenlandske undersøgelser.

 

Rapporten "Unges trivsel", er udarbejdet af Karin Helweg-Larsen og Helmer Bøving Larsen og udgivet af Statens Institut for Folkesundhed, august 2002.

SISO - Servicestyrelsen - Edisonvej 18, 1. - 5000 Odense C - tlf. 72423700 - siso@servicestyrelsen.dk